
Kurateret Torsdag: Informationsgrafik
Teori og Praksis byder velkommen til Kurateret Torsdag nummer 7, som denne aften vil sætte fokus på informationsgrafik og datavisualisering. Til at kridte scenen op, og introducere om informationsdesign og datavisualisering som disciplin, har vi inviteret designer, Morten Noer, som er tilknyttet center for kommunikationsdesign, på Danmarks Designskole. Morten Noer arbejder med visuel identitet og visuelle systemer og har i en årrække været ledende designer hos bl.a. Bysted, Public og DR Design.
På anbefaling fra Phillip Battin i denne blog-post på Dansk Dynamit, kiggede vi for nylig nærmere på den netop færdiguddannede designer, Peter Ørntoft, og hans afgangsprojekt ”Informationsgrafik i kontekst”. Peter vil med udgangspunkt i sit afgangsprojekt fortælle hvordan han har arbejdet med at tilføje et kvalitativt lag til det klassiske diagram. I sit afgangsprojekt har Peter formået dette ved at lave sofistikerede inddragelser af kontekst i diagrammernes visuelle udtryk.
Endelig vil Konradin Windhorst fra Schwäbisch Gmünd og udvekslingsstuderende på linjen for digital interaktion, Danmarks Designskole, fortælle om sine afprøvninger af metoder til visualisering af data i digitale medier.



