
Velkommen til Dansk Dynamit V4
Så kom dagen endelig hvor vi kunne trykke på den magiske knap og lancere det nye site. Siden havde været længe undervejs - faktisk daterer vores første skitser og møder over halvandet år tilbage. Hvorfor tog det så lang tid, vil den kække bruger måske spørge.
Desuden er vi glade for at kunne annoncere vores nyetablerede samarbejder med blandt andre organisationerne INDEX:, Danske Designere, Danmarks Designskole & Teori & Praksis.
Det nye site spinner som en lol-kat. Det kører på det spritnye Drupal 7 system, som vi har bygget op helt fra grunden ikke mindre end tre gange, for at det ikke skal være løgn. Vi har således nu uanede muligheder for at udbygge siden, som vi alle ønsker det, og er allerede i gang med at gøre det hele endnu bedre. Vi har et åbent roadmap på siden, hvor man kan følge processen. Alle brugere opfordres i øvrigt også til at bruge "Feedback" knappen i højre hjørne flittigt.
Vi vil fremover prøve at skabe en bredere designprofil end tidligere, og forsøge at dække industrielt design, service design, arkitektur og dansk mode endnu bedre. Dette vil vi gøre igennem en række redaktionelle tiltag som temaer, gæsteskribenter, interviews og video-portrætter.
Det er på det nye site muligt for alle at bidrage med indhold. Indhold der nu frit kan kategoriseres i vores nye vokabularier tags, steder, virksomheder og personer. Der er ikke længere en redaktør, der skal godkende alt indhold, men vi kuraterer stadig forsiden. Vores mål er at arbejde på denne nye struktur og få opbygget et stærkt indeks over dansk design og designere.
En stor tak går til især Johannes Wehner, Ron Cohen og Casper Overgaard.
Vi glæder os til at se den nye platform i brug og forbedre den dag for dag.
Velkommen!

