Før du kan oprette indhold på siden, skal du være medlem af Dansk Dynamit. Det er gratis og hurtigt at oprette sig.

Seneste kommentarer

Design Metoder: Ny vin på gamle flasker?

Hvordan designer man den bedst mulige strategi for inklusion og demokrati for udvikling gennem design? Dette spørgsmål er højst sandsynligt det mest spurgte indenfor al social innovation der er relateret til design. Og med god grund.

Som jeg skrev i det første indlæg omhandlende udvikling og imperialisme falder alt for meget design til jorden på grund af en misforstået kulturel indsigt og en asymmetrisk udviklingsstrategi. Denne blog vil gennemgå nogle af de mest innovative og interessante metoder hvorved kulturel levedygtighed, demokratisk beslutningstagen og lokalsamfundets involvering er basis for design udviklingen.

Braungart og McDonough (Cradle to Cradle) skrev tilbage i 2002 om vigtigheden af “industries that respect diversity engage with local material and energy flows, and with local social, cultural, and economic forces, instead of viewing themselves as autonomous entities, unconnected to the culture of landscape around them”. For at dette kan lade sig gøre, taler man ofte om fire parametre (ofte er flere punkter inkluderet og de ændrer sig naturligvis også afhængig af sted, tid, situation, men disse fire er groft skåret og generelt set de mest repræsenterede):

  • Co-creation (en form for ’participation’)
  • Bottom-up development
  • Cultural sustainability
  • Design thinking

Mange vil måske kende til den sidste, populært anfægtet som Ideo’s store åbenbaring. ’Design thinking’ i sig selv er dog ikke en decideret metode hvorved man opfylder de krav som Braungart of McDonough definerer, det er derimod en måde at tænke innovation gennem design. Med andre ord er ’Design thinking’ et koncept der forbinder empati, kreativitet og rationalitet for at møde diverse (ofte pressede) behov. ’Cultural sustainibility’ deler lidt samme skæbne som ’Design thinking’, da det ikke er en decideret metode, men et koncept som ofte definerer metoden. ’Cultural sustainability’ er egentlig talt blot udtrykket for tesen at ”all sustainability is local”. Sustainability i denne udviklingssammenhæng er dog mange ting: kultur, social, politik, natur og energi. Med andre ord er det en lokal bæredygtighed og levedygtighed på tværs af de ting der opretterholder et sundt lokal samfund.

’Co-creation’ er i dag den mest velansete metode for både udviklingsarbejde såvel som social innovation i et større sammenhæng. Overordnet set følger ’co-creation’ ideen som især internettet (DanskDynamit!) har sat i gang, at jo flere der tænker sammen desto bedre bliver ideen. En form for real life crowdsourcing. I udviklingssammenhæng er det også populært beskrevet som en ”with, not for” metode.

Sidste punkt er ”bottom-up development” hvor man, omvendt tidligere metoder, arbejder ud fra de lokale præmisser med udgangspunkt i den bredere befolknings behov, ønsker og forhåbninger. ’Bottom-up’ og ’co-creation’ går derfor ofte hånd i hånd, da især ’bottom-up’ bliver en gren af den mere generelle ide af ’co-creation’.

Forskellen på den ovenstående tilgang og den tidligere mere direkte model (ofte kaldet ’diffusion’) kan opsummeres som en skel mellem en proces orienteret og bemyndigelsesstrategi modsat en resultat orienteret og moderniserende strategi. I både teori og praksis er der store forskelle mellem de to strategier, men behøver det være enten eller?

Diffusionsmodellen er udemokratisk og top-down, den er moderniserende ud fra udefrakommende ideer, interesser og værdier. En mere participatorisk tilgang er demokratisk og bottom-up, men med risiko for visse problemer: elitære interesser i meningsdannelsen i lokal samfundet, lokal involvering i udviklingen men ikke i beslutningstagningen samt – fra et udviklingsperspektiv – problemet med umuligheden i at måle en eventuel bemyndigelse. Min indledende spørgsmål skal dermed redefineres: hvordan sikrer vi os at en udviklingsproces kontrolleret af udefrakommende ikke per se definerer resultatet i sidste ende? Og er dette overhovedet muligt? Det er ofte spørgsmålet om det dumme folk og den gode diktator der deler vandene. Hvad er bedst?

Amerikanske Project H er en af de mest indflydelsesrige design organisation arbejdende med disse hensigter. De vil rbejde med lokal samfund indefra. De vil forbedre ved at udnytte lokal samfundets inaktive potentiale. De vil bruge design til at skabe. Som de selv siger: "There is no design without (critical) action; We design WITH, not FOR; We document, share and measure; We start locally and scale globally; We design systems, not stuff; We build". Dette menifesto skaber rammen for H's projekter, men mens deres metode nærmer sig den pletfri demokratiske og anti-imperialistike rollemodel kan det samtidig ses som en indirekte kontrol af et samfunds udvikling og potentiale.

Jeg mener vi derfor stadig mangler en metode hvori designere er mere passive og de indblandede mere aktive i den forudgående fase. De skal selv tage initiativet. Vi har set successen med den gammeldags mikrofinansieringsmodel i Indien og Bangladesh. Mit spørgsmål ender derfor med: Hvordan kan designere blive resourcen for de resourceløse i kampen for at drage fordel af deres eget potentiale uden at definere deres drømme?

 

NB. foto af S. Nygaard for Information, 2010.

Christian N. Halsteds billede