
Kan man lave en musikvideo uden at høre musikken?
»Vi udfordrer musikvideoens format«
Den grafiske designer Louise From og musiker og sangskriver Trine Jørck er gået sammen om at undersøge musikvideoens grænser. Det er blevet til musikvideoen ”Home Without Walls”.
Kigger man på ordet ’musikvideo’, består det af to dele: musik og video. En musikvideo består af dels lyd, dels af levende billeder. Den klassiske musikvideo tager udgangspunkt i musikken, og lader den være styrende for udformningen af de levende billeder.
Den grafiske designer Louise From og sanger og sangskriver Trine Jørck har udfordret denne form. Det har resulteret i musikvideoen ”Home Without Walls”. Igennem et halvt år har From og Jørck lavet diverse forsøg med henblik på at finde en metode, hvormed musik og billede kan sidestilles: ”Kan man tænke sig en form, hvor musik og billede opstår simultant?”
Jørck og From fandt aldrig et svar på deres spørgsmål. Til gengæld udviklede de en model, hvor musik og billede agerer på lige fod. På baggrund af et allerede eksisterende musiknummer, udfyldte Jørck et skema udviklet på baggrund af deres forsøg, hvor nummeret blev inddelt i tidslige sekvenser. Hver sekvens blev analyseret og beskrevet med tematiske stikord. På baggrund af skemaet skabte From videoen. Først til sidst blev musik og billede bragt sammen. Du kan se resultatet her og læse mere på I DO ART’s hjemmeside.
Skrevet af
Trine Jørck & Louise From
Musikvideo:
https://vimeo.com/48137943