
Peter Bysted fratræder som rektor for Danmarks Designskole
Peter Bysted har i aftes opsagt sin stilling som rektor for Danmarks Designskole. Det sker på baggrund af at man fra Kulturministeriets side ikke endnu har kunne præsentere visioner, økonomi eller realistiske planer omkring fusionen med Kunstakademiets Arkitektskole. Han forlader skolen med udgangen af oktober for at starte privat virksomhed og efterlader 550 studerende med tvivl om hvad der skal blive af deres uddannelse. Jeg beklager at skulle fortælle jer, at jeg har opsagt min stilling som rektor for Danmarks Designskole og Glas- og Keramikskolen.
Det har været en meget svær beslutning, for jeg har været rigtig glad for i to år at have været tæt på Danmarks kreative potentiale og nogle fantastiske medarbejdere. Jeg gik ind i opgaven som rektor med en overbevisning om, at DKDS havde alle muligheder for at udvikle sig til en skole, der på fornyende vis kombinerer forskning, kunstnerisk grundlag og nært samarbejde med omverdenen. Den tro har jeg stadig i behold, for her er masser af talent, energi og vilje!
Planerne for en fusion med Kunstakademiets Arkitektskole har jeg, som I ved, også støttet helhjertet. Men jeg har desværre mistet troen på at Kulturministeriet formår at leve op til rollen som en ansvarlig ”ejer”, der kan give os et sikkert grundlag for en fremtidssikring af designuddannelserne.
Ministeriet har sat sig for bordenden i en samlokaliserings- og fusionsproces mellem KA og DKDS uden en vision, uden at have penge med og uden en realistisk plan for proces og mål. Det er en farlig cocktail i en følsom fusionsproces.
Der er til dato, to år efter iværksættelse af Struktur- og Samarbejdsudvalgets arbejde, fem måneder efter at Ministeren meddelte, at hun nu ville igangsætte en samlokaliserings- og fusionsproces og ni måneder før DKDS’ planlagte indflytning på Holmen, ikke tegn på, at den nødvendige økonomi til den samlede løsning er sikret. Tværtimod tyder retorikken mere og mere på, at Kulturministeriet, på trods af forsikringen om, ”at der ikke er tale om en spareøvelse”, faktisk tænker i en nulsumsløsning. Om det kommer til at holde stik eller ej, er ikke det afgørende. Det er derimod den usikkerhed, der opstår om mål og midler.
Samlokaliseringsplanerne omfatter samkøring af administrative funktioner i betydeligt omfang, og dermed er der også i praksis taget forskud på en fusion, (som indtil videre kun er en politisk hensigtserklæring som optakt til en ny flerårsaftale). Denne manøvre sætter fokus på en anden uafklaret og helt central forudsætning for en succesfuld gennemførelse af en fusionsproces, nemlig en entydigt beskrevet organisatorisk og ledelsesmæssig struktur for den fusionerede institution. Ministeriet har på trods af utallige opfordringer ikke taget emnet op.
Med den valgte fremgangsmåde indskrænker ministeriet vores ledelsesmæssige råderum. Og inddragelse af studerende og medarbejdere i dialogprocesser sker uden præcist grundlag. I praksis en næsten umulig opgave, der i forvejen er kompliceret af kræfter på Arkitektskolen, der ikke ønsker forandring.
Fra et tidligt tidspunkt i optakten til fusionen, indgik det i forudsætningerne for DKDS’ tilslutning til fusionsplanerne, at fusionen skulle ske som et møde mellem ligeværdige, og at der ikke måtte skabes en opfattelse af, at DKDS bare skulle “opsluges” af KA. På nuværende tidspunkt er der allerede sået tvivl om, hvorvidt ministeriet har til hensigt at sikre dette, og det kan kun skabe bekymring for håndteringen, når der for alvor skal tages svære beslutninger.
En indikation på det er ordlyden i det aktuelle lovændringsforslag, som skal sikre DKDS status som højere uddannelse, hvor formuleringen til afsnittet om DKDS synes kopieret direkte fra KAs nuværende. Det er naturligvis med til at understøtte en bekymring om, at DKDS reelt skal indlemmes i KAs rammer.
Det værste er imidlertid, at visionen om, hvad samlokalisering og fusion skal bruges til, glimrer ved sit fravær. Der kan siges noget pænt om et samlet, smukt og spændende campusområde på Holmen, men der nævnes intet om grundlaget for en satsning på udvikling af designuddannelsen.
Det er i korte træk baggrunden for, at jeg har valgt at sige op. Jeg forlader skolen med udgangen af oktober for at starte privat virksomhed, men I kan fortsat betragte mig som ambassadør for DKDS! [...]
De bedste hilsener
Peter


