Del dette job
Produktionsassistent med roadiefunktion og ansvar for visuel profil på sociale
Virgin Tour (administreret af Sceneprojekt)
Københavnsområdet
VIRGIN TOUR ASSISTENT
I august starter en storstilet 14 dages performanceturné. En limousinetur til 14 danske byer, igennem Sjælland, Fyn og Jylland.
Vi søger en produktionsassistent til én eller to ugers rejse og Virgin - performance i Danmark.
Kom ud og oplev landet og tag med en jomfru på jomfrurejse.
Fra Frederiksberg til Skagen vil du blive en del af et hold bestående af en dokumentarfilminstruktør, en tourmanager, en kunstner/scenograf og en limousinechauffør.
Kunstprojekt er støttet af bl.a. Statens Kunstfond.
Bag projektet: Kunster og scenograf Julian Toldam Juhlin.
Vi leder efter en, som både kan assistere Tourmanager Louise Voigt med praktiske roadieopgaver og som samtidig vil være med til at tegne den visuelle profil på de sociale medier igennem fotos til facebook og instagram.
PERIODE:
3 muligheder: 1. - 14. august ELLER 1. - 7. august ELLER 8. - 14. august
Om Virgin Tour
Virgin Tour er et turnerende performanceværk af kunstner og scenograf Julian Toldam Juhlin.
Julian Toldam Juhlin arbejder som kunstner (særligt kendt for projektet Drengen der aldrig flytter hjemmefra drengen.dk) og som scenograf på mange af landets teatre (senest Det Kgl. Teater og Nørrebro teater.)
(Juhlins scenografier og projekter: julianjuhlin.tumblr.com)
Virgin Tour er et usædvanligt værk med et usædvanligt personligt udgangspunkt. Projektet tager udgangspunkt i Juhlins private - og helt faktuelle - status som 29 årig jomfru.
D. 10. august fylder han 30 år og har aldrig været sammen med nogen af hverken det ene eller andet køn.
I følge gammel folketro er jomfruen en magisk skikkelse med overnaturlige evner.
Det siges, at jomfruen kan gå igennem sværme af bier uden at blive stukket, stirre ind i solen uden at blive blind, genoprette flammen i et slukket lys, og så siges det, at jomfruen er det eneste væsen i verden, der kan tæmme en enhjørning.
I august begiver han sig ud på en storstilet Virgin Tour - inspireret af Madonnas legendariske debut-turne af samme navn. Med et lille team (tourmanager, bodyguard og chauffør) klædt i hvidt skal han rejse rundt i Danmark i en hvid limousine gennem Sjælland, Fyn og Jylland.
I 14 danske byer i løbet af 14 dage, vil jomfruen blive udstillet i en montre på gader og stræder, parkeringspladser og medborgerhuse, som en blanding mellem en fanget fugl, en magisk sagnskikkelse og en moderne popstjerne. På den måde får folk rundtom i landet mulighed for at opleve den sjældne, magiske skikkelse på tæt hold - eller følge med på jomfrurejsen hjemmefra (via nettet)
Turnéen er tænkt som en totalperformance, hvor hele turen er en del af historien om jomfrurejsen; overnatningerne på diverse lokale bed and breakfasts-steder og rbnb-hjem, ankomsterne og afgangene, transporten fra by til by.
Grebet med turnéen er at tage udgangspunkt i noget meget privat og tabubelagt og forene det med det ophøjede og mytiske i gammel folketro og moderne popmytologi. Med afsæt i sin egen private historie vil Julian Toldam Juhlin skabe en mystisk, sagnskikkelse og se, hvad der sker, når man placerer den her magiske skikkelse i den fysiske virkelighed på rastepladser, gågader og villaveje rundt i landet.
Løn
Vi kan desværre ikke betale løn. Til gengæld kan vi tilbyde en uges tur rundt i DK med betalte overnatninger og - selv sagt - transporten betalt. Det bliver rock’n roll med overnatninger af alle mulige slags alle mulige forskellige steder. B&b og private hjem.
Kort om Julian Toldam Juhlin
Julian Toldam Juhlin arbejder som kunster og scenograf. På scenografisiden designer han scenografier og kostumer til mange forskellige teatre i DK. Senest Nørrebro Teater Og Det Kgl. Teater.
Med sine kunstprojekter arbejder han ofte med tableauer med sig selv som en central skikkelse. Senest i en virtual reality film, som skal udstilles på Copenhagen Contemporary til okt.
For fem år siden begyndte Juhlin et løbende projekt, der hedder Drengen der aldrig flytter hjemmefra, der er en iscenesættelse af hans flytning fra sit barndomshjem hos sin mor.
Mere om projektet her: drengen.dk
- liiidt uopdateret ganskevist..
Blandet billedemateriale fra diverse projekter:
julianjuhlin.tumblr.com