Dansk Dynamit

← Se alle

Del dette job

Vi søger en kreativ, kompetent og idérig leder til Billedskolen Horsens

Horsens Kommune

Fuldtid
Placering

Østjylland

Beskrivelse

Kan du få det bedste frem i et kreativt og engageret team? Har du erfaring med kunst og kultur i relation til børn og unge? Er du en dygtig og indlevende leder, der også kan arbejde struktureret med de uendelige kreative muligheder? Så er stillingen som leder af Billedskolen i Horsens noget for dig!

Billedskolen i Horsens – et sted for kreative børn og unge
I mere end 20 år har Billedskolen Horsens været et sted for børn og unge, der vil dyrke og udvikle deres kreative evner. Den udvikling skal fortsættes, ambitionerne er høje, og derfor søger vi en ny leder til at tage Billedskolen videre på rejsen.

Billedskolen har de seneste år udviklet sig markant gennem en lang række stærke aktiviteter for fritidshold, to helt unikke events i form af DM i Tegning og Tegnefestival, samt den statsanerkendte talentordning Visuelt Gymnasium. En ny leder skal have fokus på kvaliteten og udviklingspotentialet i de igangværende indsatser og samtidig være nysgerrig på nye muligheder for Billedskolens aktiviteter.

Billedskolen har en fast stab på fem medarbejdere, og derudover er der tilknyttet en del freelancere.

Vi søger en ny leder, der:
• Ser det som en af sine fornemmeste opgaver at udvikle børn og unges kreativitet
• Har stor indsigt i det kreative landskab inden for kunst og design – herunder tegning, animation, maleri, skulptur, arkitektur og lignende discipliner
• Har erfaring med personaleledelse, og ønsker at være en synlig leder med god menneskelig forståelse
• Har erfaring med administrativ ledelse og økonomistyring
• Har overblik og struktur, når de mange idéer og krav presser på
• Inddrager medarbejderne i udviklingen og samtidig giver dem plads til at arbejde og udvikle sig selvstændigt
• Er god til at kommunikere og skabe relationer

Om jobbet
Den kommende leder skal have fokus på ledelsesopgaven. Der skal arbejdes på at styrke, involvere og motivere teamet, så der fortsat er et ambitiøst og inspirerende arbejdsmiljø. Lederen skal medvirke til at skabe klarhed omkring projekter, strategi og målsætninger. I relation til ledelsesopgaven skal der endvidere arbejdes med en ny strategi fra 2023.

De stærke events er centrale for Billedskolen. De skal gentænkes og fortsat udvikles, med særligt fokus på Tegnefestival og DM i Tegning, men andre tiltag kan også være relevante.

Derudover har Billedskolen en vigtig opgave i forbindelse med Kulturstationen, som har sit eget weekendprogram for børn og deres familier hver weekend hele året rundt. Planlægning, koordinering og udvikling af et alsidigt og inspirerende program er en central og vigtig opgave. Der er ansat en projektkoordinator som tovholder på opgaven, og lederen forventes at deltage aktivt i udviklingen.

Vi tilbyder:
Et spændende job i et sprudlende og kreativt miljø, som både omhandler Billedskolen med nogle engagerede og dygtige medarbejdere samt Kulturstationen som en spændende ramme for kulturskolerne. Der er i Horsens Kommune politisk fokus og et reelt ønske om at udvikle kulturen for børn og unge. Du bliver en del af kulturskolernes ledergruppe, så der er ikke langt til kolleger og sparring.

Kulturstationen
Som leder af Billedskolen Horsens kommer du til at arbejde på en af vores helt særlige kulturinstitutioner - Kulturstationen - i tæt samarbejde med de to andre kulturskoler, der ligger på stedet – Musik- & Balletskolen og Komediehuset.

Vores ambition er, at Kulturstationen skal være et samlet, åbent og levende kulturhus for børn og unge i Horsens. På Kulturstationen er hverdagskulturen det centrale, og det er et sted, hvor børn i alle aldre kan udtrykke sig, udvikle sig og få nye møder og erfaringer med kultur både i form af musik, dans, performance, kunst og meget, meget mere. Samtidig skal Kulturstationen styrke samarbejdet på tværs af kulturskolerne og vores folkeskoler og daginstitutioner.

Praktiske oplysninger
Stillingen er en fuldtidsstilling, og tiltrædelse forventes til 1. august 2022. Der er ansøgningsfrist den 1. juni 2022. Vi planlægger at holde 1. samtaler den 9. juni og 2. samtaler den 20. juni 2022. Løn efter kvalifikationer.

Kandidater der går videre til anden samtale skal forvente at gennemgå et testforløb hos PeopleTools mellem første og anden samtale.

Hvis du vil vide mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte kultur- og eventchef Lasse Schuleit på telefon: 26 70 40 75. Du kan også kontakte partner hos PeopleTools Poul Mouritsen, som medvirker i ansættelsesprocessen på telefon: 23 39 71 15.