Del dette job
Praktikant til udstillingsteamet
Gammel Strand
Københavnsområdet
Har du lyst til at være en del af holdet på Gammel Strand og få erfaring fra en af Københavns markante kunsthaller? Nu har du mulighed for at få et indblik i arbejdet med kunsthallens udstillinger og i samtidskunstens verden, da vi søger praktikanter til både udstillingsområdet og kommunikationsteamet.
Praktikant til udstillingsteamet:
Gammel Strand søger en praktikant som kan assistere Gammel Strands kuratorer i arbejdet med forårets udstillinger. Som praktikant vil du fungere som udstillingsassistent i arbejdet med planlægningen af udstillinger, herunder kontakt og koordination med de udstillende kunstnere og samarbejdspartnere, assistance under udstillingernes opbygning, afvikling af åbninger og arrangementer og andet praktisk arbejde relateret til udstillingen.
Som praktikant i udstillingsteamet får du f.eks. mulighed for at arbejde med:
- Udvikling af værklister og produktionsplaner
- Assistance i forbindelse med afvikling af udstillingsrelaterede arrangementer
- Praktisk assistance under udstillingsopbygning
- Research-arbejde i forbindelse med udvikling af udstillinger
- Indblik i arbejdet med transport, indlån og tilstandsrapporter
- Kommunikation med kunstnere og gallerister
- Udvikling af formidlingstiltag i forbindelse med udstillingerne
Vi søger en praktikant med følgende kvalifikationer:
- Du er studerende fra en af de kunstfaglige uddannelser, f.eks. kunsthistorie, visuel kultur eller lignende
- Du har et kendskab til samtidskunstens verden og er orienteret om, hvad der rører sig på både den lokale og internationale kunstscene
- Du er vant til at formulere dig skriftligt - både på dansk og engelsk
- Du er ikke bange for at tage fat og finder interesse i både faglige, praktiske og administrative aspekter af arbejdet med udstillingerne
- Du er en “completer”, der tager ansvar og følger dine opgaver til dørs
- Du har gå-på-mod og let til smil og er parat til at træde til dér hvor behovet opstår
Som praktikant på Gammel Strand vil du blive en del af en lille organisation med store ambitioner. Du vil følge udstillingernes kuratorer tæt, men vil også få mulighed for at lære hele huset at kende, da vi altid løfter i flok. Praktikken vil således give et unikt indblik i alle aspekter af udstillingsarbejdet og give en øget forståelse for både kuratering, praktik, kommunikation, strategi, økonomi og formidling.
Praktikken er planlagt til at følge forårets semester og tilrettelægges efter din uddannelses udstukne retningslinjer for meritgivende praktik. Praktikken er ulønnet.